Når man arbejder som tømrer, så kan det komme som et kald fra oven, at man tænker, at nu er tiden kommet til, at man vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og lade næste generation overtage fra en.

Men dette “kald” er nok opstået ud fra andre opfattelser, episoder og tanker, man har gået med bevidst og ubevidst, som kan gøre til, at man når til den indsigt, at man skal pakke tømrertasken for sidste gang.

Det er nogle af disse bevidste og ubevidste påvirkninger, som vi vil komme lidt omkring i denne artikel, så man måske som nuværende tømrer kan reflektere sig lidt over, om man befinder sig samme sted, eller man måske kan have disse antræk in mente, så man selv kan se dem komme.

Her tænker vi ikke så meget på, hvis man har været udsat for en arbejdsskade eller lignende, der har gjort, at man skal på nedsat tid, lade sig førtidspensionere, gå på invalidepension eller drosle ned generelt.

For den slags burde man godt kunne bemærke, uden man skal have udefrakommende til at nævne dette for en. Så er man simpelthen for stædig.

Men det kan jo for eksempel være, at man kom på arbejdsmarkedet i en tidlig alder, hvilket det kan tænkes, man gjorde ret hurtigt, hvis man er ved at være oppe i alderen, fordi man dengang både havde en kort uddannelsesperiode, måske mere var i mesterlære, eller man bare skulle være med til at forsørge familien derhjemme.

Dengang skiftede man heller ikke så meget job, som man gør nu, så måske har man været tømrer det meste af livet, hvilket også har slidt på kroppen.

Men en dag indser man, at man ikke kan genkende erhvervet så godt, at man ikke forstyr udstyret, måden at drive virksomhed på og de mange andre ting.

Faktisk er man derude, hvor ens identitetsopfattelse som tømrer bliver udfordret, så man hellere vil træde tilbage nu, mens man stadig kan genkende sig selv og tale om de gode gamle dage, inden man selv ender som et fortidslevn på arbejdspladsen.