I mellemøsten har man et udtryk, der hedder, at hvis gulvet ikke kan bære dig, så kan du være på mine øjenvipper: ergo: du kan altid sove hos mig, når jeg ligefrem tilbyder mine øjenvipper som plads til overnatning.

Men er det så ensbetydende med, at man så bare kan slænge sig på sofaen og tage bolig der, så længe man har lyst? Det ser man sjældent ske.

Jo, hvis vedkommende lige har været ude for noget tragisk, skal gemme sig, er bange for en forfølger, eller man er blevet smidt uforvarent på gaden, så starter man nok ikke samtalen med vedkommende angående, hvor længe man agter at blive hos en.

Men ellers er det trods alt noget af det første, som man forsøger at blive enige om: hvor længe bliver vedkommende hos en? Hvad er den langsigtede plan? Hvilke krav bliver der stillet?

Her tænkes der selvfølgelig på, at man har en bolig, som man selv har rådighed over, hvor man således selv kan bestemme, hvor mange man vil have boende, og det fx ikke er en lejlighed, man lejer, hvor der er nedskrevet krav om, hvor mange der må bo på stedet.

Også selvom der er tale om en gæst, der ikke ender med at have registreret adresse hos en, så er der jo stadig tale om, at flere mennesker har bolig sådan et sted.

Som logerende bør man nok være flink nok til at bidrage med det daglige i form af rengøring, madlavning og bistå med eventuelle udgifter med videre og som minimum lægge en plan for, hvordan man kommer videre i teksten og have en deadline for dette.

Måske kan det være ved at skrive sig op i et boligselskab, og her bliver vi simpelthen nødt til på det kraftigste at anbefale, at du gør det hos nrsb-boligselskab.dk. Det vil du ikke fortryde!